Menu

Intersport Cup Albertslund 2019

image
16. juni 2019 kl. 23:19

168 hold gæstede Albertslund IF i løbet af pinsen da Albertslund IF afholdt Intersport Cup Albertslund 2019. I år havde stævnet besøg af tyske hold fra SV Burlo, engelske hold fra klubberne Forest Row og Crawley Down FC og fra Norge deltog et hold fra Hafslund IF. Holdene overnattede på Herstedvesterskole hvor en masse frivillige sørgede for forplejning.

Og der er rigtig mange frivillige – som jo bl.a. er forældrene til vores mange medlemmer – der har hjulpet i bl.a. de mange boder som har serviceret alle de besøgende som har gæstet stævnet i løbet af de to dage.

Og der er blevet omsat for en del – her kommer lidt tal 😊 800 solgte burgere, 80 kg flæskesteg, 1200 franske hotdog, 1000 durumruller, 100 pastasalat, en masse dejlige kager, frugt, slik, drikkevarer og meget andet.

Stævnets succes afhænger af de mange frivillige og gode hænder som i løbet af stævnet hjælper til med mange forskellige opgaver – tak til jer alle!!!

Også en stor tak til Albertslund IF seniorspillere, U19 spillere og veteraner som har hjulpet til med at dømme de mange kampe for U10 til U15- 176 kampe, så der har været gang i fløjterne.

Og når vi er ved takkeriet så skal der også lyde en stor tak til styregruppen som er dem som planlægger de store linjer og får hele stævnet til at hænge sammen.

Det hele handler jo om fodbold og der blev spillet en masse kampe – 176 kampe for U10 til U15, 799 mål hvilket giver et målgennemsnit pr kamp på 4,5, 11 kampe endte uafgjort, 3 kampe måtte afgøres ved straffespark – der blev jublet og måske også fældet en enkelt tåre hist og her, men det har været underholdende og vi håber at alle kan se tilbage på et par dage med en masse god fodbold.

Læg dertil en masse kampe for U5 til U9, hvor der spilles efter SBU regler, kampresultater ikke registreres, hvor holdene selv dømmer kampene.

En stor tak til alle jer som deltog, alle jer som hjalp til, alle jer der planlagde - vi håber at se jer igen til næste år.

                                                     

 

Luk