Menu

Ny kamptrøje - nye leverandører

image
06. maj 2018 kl. 21:02

Albertslund IF har indgået en aftale med Intersport Glostrup og Select, der fremover skal stå for leveringen af sportsudstyr til fodboldafdelingen. Aftalen træder i kraft den 1. juni 2018.

Aftalen er den største, klubben nogensinde har indgået, og den tilgodeser både medlemmer og klubben.

”Albertslund IF ønsker at være klubben for alle i Albertslund og omegn, og vi ønsker at bakke op om de lokale virksomheder, ligesom vi selvfølgelig er dybt afhængige af den kæmpe støtte, vi får fra områdets mange virksomheder. Derfor synes vi kun, det er naturligt, at vi vælger to leverandører i vores nærområde”, udtaler formand Søren Grøn Feddersen.

Det har været et grundigt arbejde forud for aftalerne, da vi ville finde de helt rigtige leverandører, hvor vi har prioriteret leveringstider og leveringssikkerhed meget højt. Det har også været højt prioriteret, at vi får mulighed for at skræddersy en aftale, der passer helt perfekt til AIF. Aftalen indeholder nemlig også, at Intersport bliver hovedsponsor for AIF´s store Pinsestævne.  Som det måske mest synlige aftryk på den skræddersyede løsning får vi en specialdesignet kamptrøje, der indeholder to store vartegn for Albertslund, nemlig Vejrhanen og Vridsløselille fængsel. Nederst på ryggen står der tre ord, som er vigtige for AIF - nemlig FÆLLESSKAB, GLÆDE, UDVIKLING. Vi håber, at vores nye samarbejde netop vil bringe fællesskab, glæde og udvikling i vores fantastiske klub.

Du kan læse mere om aftalen med INTERSPORT Glostrup her. http://www.aif-fodbold.dk/om-aif/klub-info/intersport/