Menu

1.senior assistent Rasmus F. Bjørn forlænger sin kontrakt.

image Rasmus som assistent til 2022.
18. oktober 2020 kl. 22:30
Rasmus F. Bjørn har forlænget sin kontrakt som assistent for 1.senior i AIF frem til sommeren 2022. 
Vi har taget snak med Rasmus, læs med herunder.
Hvad har fået dig til at forlænge din kontrakt frem til 2022? 
-Det var et ganske nemt valg for mig. Jeg bruger næsten størstedelen af mine vågner timer i AIF, og det vil jeg selvfølgelig gerne fortsætte med. Så Michael Lyng (vores sportschef) og jeg havde et kort og konstruktivt møde om hvad fremtiden skal bringe. Jeg holder utroligt meget af drengene, og nyder at være i deres selskab, og er glad for at det kan fortsætte til i hvert fald 2022.
Har din og dolle’s kontraktforlængelse nogen sammenhæng? Eller er det tilfældigt at i begge har forlænget jeres kontrakter frem til 2022.
- Det tror jeg er et bevidst valg fra klubbens side. Dolle og jeg er et trænerteam, som fungerer godt sammen. Jeg tror derfor klubben har valgt, at vi i første omgang skal følges ad, med tanke på længden af kontrakterne, hvilket jeg er ganske enig i, da jeg ville have svært ved at se mig selv i et trænerteam med en anden cheftræner.
Hvordan er dynamikken i 1.seniors stab? Dolle cheftræner, dig assistent, Henrik Sørensen og Magnus Frisgaard som holdledere og Michael Lyng sportschef. 
- Vi har en fantastisk dynamik. Vi har en konstant dialog for at forbedre både de ydre og indre rammer på holdet. Jeg fornemmer vi alle vil det samme sted hen, og derfor bliver vores samarbejde rigtig godt. Hvad angår mig og Dolle, så har vi fundet hinanden rigtig godt, og han giver mig lov til at udvikle mig som træner under ham. Der er ingen tvivl om, at han er den helt rigtige "læremester" for mig.
Det er ikke lang tid siden du selv lagde støvlerne på hylden og indstillede din karriere som 1.senior spiller i AIF, hvilken betydning har det at du har været holdkammerater med nogle af spillerne?
- Jeg tror klart det er et plus lige i mit tilfælde. Jeg kender dynamikken i truppen og ved hvad mange af drengene tænker på fodboldbanen. Samtidig kan jeg også give Dolle råd om, hvordan han skal agere i specifikke situationer, fordi jeg ved hvordan spillertruppen vil reagere, fra da jeg selv var aktiv og havde ham som træner. Samtidig ved drengene hvor de har mig, og at de kan komme til mig med alt, også fra privatlivet. Man kan selvfølgelig godt stille spørgsmålstegn ved min autoritet, men føler allerede jeg havde den som anfører, og derfor er det meget naturligt kommet med videre i mit virke som assistenttræner.
Albertslund IF - Fodbold. Fælleskab-Glæde-Udvikling.