Menu

Futsal speakeren takker af for et forrygende år

image Michael Jonasen - ved sin speaker plads.
Simon Kammer
22. december 2022 kl. 21:44

Futsal speaker Michael Jonasen giver sit perspektiv på futsal året 2022 - Læs med herunder. 

Hvis vi skruer tiden tilbage til starten af 2022, hvordan synes du så futsal året startede:  

"Hvis vi tager hele 2022, så synes jeg, at den har været op og ned. Året starter ud med, at vi skal spille nedrykningsslutspil, som vi vinder. Vi går videre til det egentlige slutspil, hvor vi først kommer forbi 1/8-delsfinalerne og også vinder kvartfinalerne sammenlagt. Jeg synes, at det var meget sigende, at selvom vi var "seedet" 7 ud af 8, så ville ingen af de tre øverste hold, der ville vælge os. Vi ender derfor mod de 4. seedet. Endestationen var semifinalen mod de senere mestre fra Gentofte Futsal." 

Hvordan synes du 22-23 sæsonen har været indtil videre: 
"Den nye sæson har været en varieret oplevelse. Vi har kun vundet den første hjemmekamp mod Brøndby, og så har vi ellers ikke vundet på hjemmebanen, selvom vi vandt udekampen i Albertslund mod Sat Af. Spillet har til tider været strålende og det har været en fornøjelse, at se nogle af de unge spillere bryde igennem. En future star og min nye favoritspiller er Markus Hesselholdt, som i mine øjne bliver landsholdsspiller indenfor 5 år. På andre tidspunkter, så har vi spillet som en sæk kartofler og truffet mange individuelle dumme beslutninger. Jeg tror dog på fællesskabet, og at vi godt kan ende i semifinalen igen. Men det kræver fokus fra første kamp i Aalborg lørdag aften d. 7. januar til sidste kamp i Viborg i slutningen af marts. Vi skal ende i top 2 ud af 5 - men hvis vi får humøret og glæden tilbage, som vi gjorde sidste år, så skal vi nok klare den - og så kan alt ske i kvartfinalen."
Er du stadig helt varm på futsal i AIF: 
"Personligt synes jeg stadig det er megafedt, at styre "slagets gang" ved dommerbordet, sammen med Jon. Jeg synes det giver et kick - og jeg fornemmer at jeg er ved at blive lidt af en kendis ude i futsal-landet. Jeg har prøvet at stå ude i Brøndbyhallen og blive genkendt af Brøndby-fans, der synes jeg, at jeg var en stærk repræsentant for AIF. Jeg var også i spil til at være speaker i VM-kvalifikationskampen mod Finland, men var forhindret. Jeg håber dog at blive "udtaget" til Danmarks hjemmekamp mod Rumænien i den første weekend i marts. Og gerne med Flyv, Wiese og Markus på banen."
Er der noget du godt kunne tænke dig, at sige til dem, som følger AIF: 
"Jeg vil opfordrer alle til at komme i hallen i det kommende kvalifikationsspil, hvor vi spiller mod Aalborg Futsal Klub, Brøndby IF Futsal, Eastside Futsal Viborg og FC Fjordbold. Jeg glæder mig helt vildt - vi skal ikke ned, vi skal videre, vi skal vinde guld."
AIF-Futsal spiller første kamp i kval-spillet lørdag d. 7. januar 2023 kl.19.00 mod Aalborg futsal klub på udebane i Aalborg Stadion Hal. 
Luk