Når klubhistorien stadig snører støvlerne
Det er et par legender, man møder her en onsdag aften på Rondel 1, hvor De Gamle har deres ugentlige onsdagstræning.
Declan er en af holdlederne hos De Gamle og står for holddelingen. Alle har på dagen fået besked om, om de er på hold hvid eller sort – så ved man, hvilken trøje man skal have med i tasken.
Hver mandag og onsdag kl. 18.00-19.30 mødes De Gamle til træning. De træner hele året rundt – også når det sner – og nytårsdag mødes de fast til en omgang bold og får sagt godt nytår til hinanden.
Det er måske ikke ALT, der foregår i samme tempo som tidligere, men passionen fejler absolut ingenting. Yngste mand er tæt på 50 år, og ældste mand er Per Jansen på 79 år – eller bare Jansen, som han kaldes på banen.
Jansen har aldrig spillet i andre klubber end Albertslund IF og er tæt på at kunne fejre 70 års medlemskab – så der er en del AIF-historie på banen sådan en onsdag aften.
Jansen er sammen med Declan en del af AIF's +70-hold, som spiller 5-mandsfodbold i REOS – Roskilde Egnens Oldboys Sammenslutnings turnering for +70-hold eller Super Grand Old Master som er den rigtige betegnelse.
"Vi er lidt ramt pt.," fortæller Declan, og dette efterår har de måttet holde en turneringspause, fordi de ikke er nok til at stille hold.
"Vi kunne godt bruge lidt flere +70-spillere," lyder det fra Declan og Jansen.
De Gamle er ikke kun træning og kampe – der er også 3. halvleg, sommerfest og julefrokost, og helt sikkert en masse gode røverhistorier.
Det er sådan en klubhistorie også lever videre. For klubhistorie handler ikke kun om pokaler og sejre, men i lige så høj grad om de historier og oplevelser, der opstår mellem mennesker.