U14 Piger (2012)
Velkommen til Albertslund IF U14 piger, årgang 2012.
Vi er et hold for piger fra 2012, som har lyst til at tage næste skridt i deres fodboldudvikling – både sportsligt og socialt. Pigerne kommer med forskellige baggrunde og erfaringer, men fælles for dem alle er lysten til at blive en del af noget større og udvikle sig som spillere og som hold.
I U14 begynder spillet at kræve mere – både teknisk, taktisk og fysisk – og det tager vi seriøst. Vi træner fast tre gange om ugen: mandag, onsdag og fredag. Derudover har vi et ekstra tilbud om fysisk træning inden træningen om onsdagen. Det er vigtigt for os at matche den enkelte bedst muligt og tage hensyn til, hvor pigerne er i deres udvikling – både fodboldmæssigt, fysisk og mentalt. Det er også nu, at de fleste af pigerne et gået i vækstspurt, hvilket stiller krav til fokus på opvarmning, belastning og individuelle fysiske hensyn – opgaver vi tager meget seriøst.
Holdet indgår i et tæt samarbejde med U13, hvor vi træner side om side flere gange om ugen. Det giver mulighed for at træne på tværs og udvikle sig i et sundt miljø med god matchning og synergi. Vi har også et godt samarbejde med U16 Liga, hvor der er mulighed for optræning af de bedste. Alt sammen skaber rammerne for et dynamisk træningsmiljø med plads til mange forskellige niveauer.
Vi har altid plads til at byde nye holdkammerater ind i vores dynamiske træningsmiljø. Kontakt Mikkel Schomacker på 51 40 15 65 og aftal en prøvetræning.
OM U14-ÅRET
U14 er en central del af vores pige-/kvindesatsning, hvor vi arbejder for at skabe et ambitiøst fodboldmiljø for piger med en rød tråd fra ungdom til senior. Hver sommer rykker alle spillere en U-årgang op, dog springer man nogle af U-årgangene over, så man her på Sjælland rykker fra U14 direkte op til U16. På U16 tilbringer man de næste 2 år som 1. års og 2. års U16-spiller, der svarer til henholdvis U15 og U16. Når U14 rykker op bliver de en del af U16 Øst eller U16 Future, alt efter om de er klar til Øst-rækken fra start eller om de skal gøres klar til at kunne i fremtiden på U16 Future.
OM PIGEUNGDOM
Hos os handler fodbold ikke kun om at vinde kampe – det handler om sammenhold, udvikling og masser af sjove oplevelser både på og uden for banen. Vi tilbyder fodboldtræning for piger på alle niveauer, hvor dygtige trænere skaber et trygt og motiverende miljø.
Uanset om du er ny i fodboldens verden eller allerede har erfaring, er du velkommen hos os! Vi lægger vægt på fællesskab, spilleglæde og personlig udvikling, så alle får mulighed for at udfordre sig selv og have det sjovt. Og så træner vi alle sammen ved siden af hinanden.
Kom og bliv en del af vores stærke fællesskab – vi glæder os til at byde dig velkommen på banen!
NIVEAUDELING OG MATCHNING
Vi tror vi på, at alle spillere udvikler sig bedst, når de udfordres på det rette niveau. Derfor arbejder vi med niveaudeling og matchning, så hver spiller får en god oplevelse og den bedste mulighed for at udvikle sig – både teknisk, taktisk og mentalt. Niveaudelingen er dynamisk og grupperne ændres løbende - spillere bliver derfor IKKE fravalgt fra et hold eller en gruppe inden en sæson.
Niveaudeling og matchning handler om træning på det rette niveau. For at sikre optimal udvikling og spilleglæde tilpasser vi træningen, så spillerne bliver matchet ud fra deres færdigheder, indsats og ambitioner. Det betyder ikke, at vi kun fokuserer på de mest talentfulde – vi ønsker at skabe et miljø, hvor alle kan vokse, uanset deres udgangspunkt. Det betyder, at spillere træner med dem, der matcher deres niveau, for at sikre passende udfordringer. Det betyder, at træningen differentieres, så alle bliver stimuleret og motiveret til at tage næste skridt. Og så betyder det, at der er mulighed for ekstra træningspas for de mest ambitiøse.
Niveaudeling og matchning handler også om de rigtige kampe til den enkelte spiller. Kampene er en vigtig del af udviklingen, og her handler det om at finde den rette balance mellem tryghed og udfordring. En spiller, der har brug for ekstra udfordring, kan få muligheden for at spille med ældre eller mere erfarne spillere, mens andre får tid til at opbygge selvtillid og spilforståelse på deres eget alderstrin.
Det handler ikke om at presse spillere frem, men om at give dem de bedste betingelser for at lykkes. Uanset om man spiller for sjov eller har ambitioner om at nå langt, skal fodbold være en positiv og udviklende oplevelse for alle!
ER MAN DYGTIG NOK, ER MAN GAMMEL NOK
Vi tror vi på, at dygtighed og engagement betyder mere end alder. Vores filosofi er enkel: Er man dygtig nok, er man gammel nok.
Det betyder, at hvis en spiller viser tekniske færdigheder, spilforståelsen, de fysisk forudsætninger og den rette indstilling, så har hun muligheden for at spille på et højere niveau – også selvom hun er yngre end sine holdkammerater. Vi ønsker at give talentfulde piger de bedste muligheder for at udvikle sig, samtidig med at vi sørger for, at de trives både sportsligt og socialt.
Vores trænere arbejder tæt sammen for at sikre, at spillere, der rykker op, får den rette støtte og vejledning, så overgangen bliver en positiv oplevelse. Det handler ikke kun om talent – det handler også om modenhed, vilje og lysten til at udfordre sig selv.
Hvis du har ambitioner, gåpåmod og viljen til at lære, så er der ingen grænser for, hvor langt du kan nå!
FEJL ER LIG MED LÆRING
Vi ser fejl og modgang som en naturlig del af udviklingen – for det er, når vi møder udfordringer, at vi lærer mest. Deraf kommer vores mantra: Fejl er lig med læring.
Når vi prøver noget nyt, vil vi fejle. Det gælder både på og uden for banen. Men i stedet for at frygte fejl, lærer vi pigerne at bruge dem konstruktivt. Hver gang man misser en aflevering, taber en duel eller træffer en forkert beslutning, får man en ny chance for at blive bedre næste gang. Den næste aktion er altid den vigtigste. Fejl er nemlig ikke et nederlag – de er en vej til succes.
Vi dyrker ikke modgang for modgangens skyld, men vi pakker heller ikke vores spillere ind i vat – vi lærer dem at håndtere udfordringer og vokse gennem dem. Vi skaber et miljø, hvor spillerne tør tage chancer, eksperimentere og kaste sig ud i nye udfordringer. Det kan være en svær kamp, en øvelse, der ikke sidder i skabet fra start, eller at spille mod ældre og fysisk stærkere modstandere. Men netop dér ligger udviklingen. Vi lærer pigerne, at det ikke handler om at undgå fejl, men om at rejse sig igen og prøve én gang til.