Et ikon er gået bort – mindeord om Steen Madsen

Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at Steen Madsen er gået bort.
Steen var en stolt og trofast AIF'er, som gennem mange år satte et markant aftryk i Albertslund IF – både som spiller, træner og klubmand.
Steen var kendt som en hård, men retfærdig træner, der stillede krav til indstilling, ansvar og sammenhold.
Steen så altid det enkelte menneske bag spilleren, og hans evne til at skabe gensidig respekt gjorde, at mange satte en ære i at spille for ham – og for Albertslund IF.
Gennem årene trådte Steen til flere gange, når klubben havde brug for hjælp. Han sagde aldrig nej, og hans engagement og loyalitet vil blive husket med stor taknemmelighed.
Selv efter sin trænergerning sluttede, var Steen en hyppig og kær gæst på Albertslund Stadion.
Æret være Steen Madsens minde.
Vores tanker går til hans familie og nære.
Bisættelsen finder sted i Herstedvester Kirke torsdag den 16. oktober 2025 kl. 13.00.
Efterfølgende vil der være smørrebrød i Herstedvester Forsamlingshus.
Alle, der kendte Steen, er meget velkomne.